THOMAS THOMSEN: HILI MONDREGERAJA OG DENS HØVDINGHUS
Thomas Thomsen var inspektør i Etnografisk Samling, han tog i 1925 initiativ til indsamlingen på Nias. Dette er artiklen som han skrev da indsamlingen var succesfuldt gennemført. Artiklen blev publiceret i Nationalmuseets Arbejdsmark i 1929.

Den Etnografiske Samlings arbejdsmark er, rundt regnet hele jorden, og den drift kan derfor selvsagt ikke bestrides af de to hjemlige, faste arbejdere. Dyrkningen må i væsentlig grad forgå ved fremmed arbejdskraft. Om ikke danske rundt om på kloden med interesse tog en hånd i med, ville det hele snart gro i busk, og det er derfor kun naturligt, at museet først og fremmest retter en tak til de mange landsmænd, der ved siden af deres gerning i polarkulde eller under tropesol uegennyttigt ofrer tid og arbejde på at øge kendskabet herhjemme til de folks kultur, de lever iblandt. Dette er så meget naturligere her, som det efterfølgende hviler på en enkelt sådan mands arbejde.

Langs Sumatras Sydvestkyst ligger en række småøer, af hvilke den største, Nias, knap er så stor som sjælland og ligger tæt nord for Ækvator. Fra Middelalderen har arabere og indere og fra de store opdagelsers tid en række europæiske folk befaret det indiske øhav og præget dets kultur; Buddhismen, senere Muhammedanismen og sidst kristendommen har gået deres sejrsgang over arkipelet; men tiltrods herfor har Nias, i hvert fald for den sydlige dels vedkommende, om hvilken her er tale, beholdt sin oprindelige kultur og sit hedenskab op til vore dage. Rhinlandsmissionen, der i 1865 begyndte en virksomhed nordpå, led i 1880erne en så skuffelse på Syd-Nias, at man efter 3 lidelses år opgav forsøget og først vendte tilbage i 1909.

Hovedgrunden til, at Nias - skønt kendt gennem tusind år - har fået lov til at føre sin egen tilværelse, er vel nok, at den lå udenfor den store handelsvej, der gik nord om Sumatra, ind mellem øerne, hvor man havde læ for stormene, og at de fremmede, der nedsatte sig på Sumatra selv, gennem lange tider standsedes af bjergkæderne langs den Sydvestlige kyst. Mange andre forhold bidrog dog til at holde Europæerne borte; thi vel er Nias fri for Sumatras vilde rovdyr og sprudende vulkaner, og heller ikke lægger høje, sammenhængende bjergkæder hindringer i vejen; men færdslen var alligevel besværlig nok. Øen er nemlig høj ved høj, og kun smalle stier førte gennem det ofte mere end mandshøje græs, der var gennembagt af Ækvators sol, og hvor man hvert øjeblik var udsat for baghold fra de indfødte, der ønskede ens hoved til deres samling af trofæer. Hovedjagten er dog, hvor ubehagelig den end kan være for den, det går ud over, egentlig ikke et fjendskabstegn: man samlede ret planløst i flæng, når det ikke lige netop var ens venner. Men befolkningen var, også bortset herfra, udpræget krigerisk og fremmedfjendtlig, og når det tilføjes, at landet er febermættet, vil det forstås, at der skulle stærkt søgte produkter til for at lokke de fremmede, og på dem er Nias ikke rig. Hollænderne har vel i århundreder haft fast sæde på øen; men deres herredømme har lige op til vor tid værete ret nominelt; hvad der nu findes af ridestier og veje, er i det væsentlige det sidste århundredes værk.

På Nias sad i 1923-26 Dr. Agner Møller som læge i hollands tjeneste; en tilfældighed bragte museet i forbindelse med denne mand, og dette tilfælde skyldes det, at vi nu herhjemme har den mest alsidige  samling til belysning af denne ø's særprægede kultur. Denne samling vil senere blive genstand for en indgående publikation; her skal kun gives et lille udsnit.

I efteråret 1925 skrev Dr. Møller, at han i Hilli Mondregeraja havde set et høvdinghus, der vist var det næststørste på øen, og som var rigt på træskulptur, hvoraf meget, som han ikke havde truffet andetsteds; huset var forfaldent, og regeringen ville sikkert snart påbyde dets nedrivning. Men brevet indeholdt den mistrøstende tilføjelse, at han forgæves havde forsøgt at købe enkelte stykker, så hvis vi ville have dem måtte vi vist købe hele huset. Jeg er stærkt tilbøjelig til at tro, at denne bemærkning fra Dr. Møller, der var bekendt med samlingens minimale budget, i virkeligheden betød: Så må vi altså lade den fugl flyve.

Men brevet lod mig ikke i ro; det er jo nemlig ingen dagligdags begivenhed, at man bliver bekendt med et hus som dette, at der er mulighed for at få det, og at der på stedet findes en dansk mand, til hvis omhu og dømmekraft museet med fuld tillid kan overlade en sådan sag, og som endelig er villig til at ofre sig for den. Museet besluttede da under disse forhold at henvende sig til Ny Carlsbergfondet om dets støtte. Fondet stillede sig - til trods for at der kun kunne gives meget sparsomme oplysninger om sagernes art - særdeles velvilligt; også staten trådte til, og det Østasiatiske Kompagni gav museet fri fragt af de meget voluminøse sendinger fra Singapore hertil. Det er således en samvirken af disse 3 faktorer, museet kan takke for, at det nu ejer en samling niasskulptur, der ikke har sit sidestykke i noget europæisk museum. De betænkeligheder, Dr. Møller til en begyndelse havde ved at påtage sig det store hverv, er højst forståelige. Opgaven var på ingen måde ligetil. Da det tager 2 1/2 - 3 måneder at få svar på et spørgsmål, og forholdene efter den tid naturligvis ville være ganske andre, end da spørgsmålet stilledes, var korrespondance om enkeltheder faktisk udelukket. Da det var umuligt at hjemføre hele huset, der havde en størrelse af 21 x 9 m og var båret af 66 søjler af en vægt, så museets folk havde besvær nok med at tumle med det ene, der kom hertil, kunne man jo kun give en anvisning i store træk: "der ønskes alt ornamenteret og vigtigere konstruktive dele"; alle detaljer måtte overlades til doktorens skøn, og der var jo meget en læge ikke til hverdag står overfor. Der skulle engageres folk til nedrivningen, en fotograf til at forevige huset før og under arbejdet, og der var store vanskeligheder med blot at få det fornødne bræddemateriale og jernbånd til kasser ud til det afsides sted. Yderligere besværliggjordes sagen ved, at doktoren blev forflyttet til øens nordlige del, og det hele måtte udskydes, til hans tjenestetid var omme. Så flyttede han og den kinesiske fotograf til stedet og måtte opholde sig der under hele arbejdet, hvad der dog til gengæld resulterede i en række sager og værdifulde oplysninger fra de indfødte, samt affødte en meget stor serie billeder, af hvilke enkelte er gengivne her.

Byen Hili Mondregeraja ligger ca. 10 km nord for Telok Dalem, det hollandske regeringssæde på Syd-Nias. Den er bygget på en høj eller rettere på en terrasse på højsiden. Ordet hili betyder høj og indgår i talrige bynavne, idet denne beliggenhed var formålstjenlig af forsvarshensyn under de idelige stammefejder. Man ryddede og planerede kun selve bypladsen, og adgangen var kun mulig ad høje, stejle stentrapper, der var lette at forsvare. Men det er ikke blot mod de levende, man må beskytte sig; de døde rummer en lige så stor fare, hvis de forlader graven og vender tilbage til deres hus. Derfor ser man langs vejene, der fører til byen, som også bag husene, mellem disse og gravene, offersteder, bestående af en stolpe med et beskyttende tag i lighed med hvad der kendes fra vejene i katolske lande, kun at helgenbilledet her er afløst af gaver til den dødes sjæl, såvel virkelige som symbolske miniaturegenstande.

Kommer man østfra til Hili Mondregeraja, fører trappen en op for enden af byens gade, og man har på begge sider de indfødtes huse. Størstedelen af de ca. 80 bygninger har endnu den for Syd-Nias typiske form, aflange, firkantede pælebygninger med fronten som den ene af smalsiderne og dækkende af et højt tag af palmeblade; kun nogle få er blevet moderniserede for at give plads til handelsfolk. Den firkantede husform er syd niassisk, mens huset nordpå har en rundet form. Ejendommeligt er den udprægede forskel mellem syd og nord på en ø, hvis længde ikke er større end afstanden fra København til Korsør ad banelinjen. Billedet i fig. 2 er taget, hvor man er nået omtrent midt op i byen. Den stenomsatte og flisebelagte plads i forgrunden er ny, anlagt af den nuværende høvding, der selv ses siddende på sin stentrone til højre; Trinene ved pladsens venstre side fører op til hans nye, for kun få år siden byggede hus. Han har således gjort byens midte til sit regeringssæde, mens det ældre høvdinghus lå for enden af byen og åbenbart har udgjort et hovedled i byplanen, da Mondregeraja anlagdes. Den stenbelagte vej, der midt mellem husene fører op mod det, begynder lige ovenfor trappen; den har med mellemrum tværstier ind mod husrækken. Vejen skråner ret stærkt opad, og bypladsen er derfor delt i en række terrasser med stentrin op på den ene til den anden. Høvdinghuset selv ligger monumentalt på den øverste, meget højere terrasse; afsatsen nedenfor denne danner en stenhegnet plads i lighed med den nye ved byens midte. Til venstre for høvdinghuset ser man på billedet røgen hvirvle op fra et af gadens huse, manende om den fare, de høje, smukke palmebladstage frembyder. Intet under, at byerne på Nias ikke bliver gamle; de tilintetgøres før eller senere af ildsvåde ved beboernes uagtsomhed, forsåvidt de da ikke forinden er lagt i aske ved fjendehånd. Man har derfor nu andre steder på øen i ret stor udstrækning afløst palmebladstagene med de mere brandsikre, men unægtelig mindre tage af bølgeblik.

Meget gammelt er da heller ikke det hus, der nu allerede var tjenligt til nedrivning. I dette tilfælde har mangel på vedligeholdelse en væsentlig andel i dets forfal; men selv uden dette går træværket hurtigt til grunde ved den forenede indvirkning af termitter og den idelige regn. Heller ikke stenmindesmærkerne kan stå sig i det lange løb, idet man fortrinsvis hertil anvender kalksten; Dr. Møller har udtalt om sin overbevisning, at intet menneskeværk på nias er ældre en omkring hundrede år. det nu nedrevne høvdingehus er - såvidt det kan beregnes hos folk, der ikke engang kender deres alder- bygget i 1870erne. Æren for dets opførelse har høvdingen Siwalowalani, hvis to sønnesønner ejede det ved dets salg; de var begge såvel legemligt som åndeligt ret defekte, og høvdingeværdigheden var derfor gået over til deres fætter Hedau, der endnu sidder inde med den. - Trods deres ringe åndelige evner havde brødrene dog så meget slægtsstolthed tilbage, at de vægrede sig ved at skille sig ved deres bedstefaders stolte værk, til trods for at nu var kun et par smårum var i beboelig stand, og da de omsider havde indvilget, nægtede de at være tilstede ved den endelige afståelse, der skete ved mellemmand.

Et stateligt bygningsværk var det da også, ved opførelsen sikkert det største og i ornamental henseende rigeste på øen; det hus, der kommer op på siden af det og overgår det noget i størrelse, høvdingehuset i Bawo Mataluo, er nemlig først bygget ca. 5 år senere, vist med dette som forbillede. Og Mondregerajahuset stod uberørt, mens det andet er fulgt med tiden og er nu tækket med bølgeblik. At man har betragtet huset som et storværk fremgår af, at man ikke blot endnu mindes navnene på de fire mænd, der byggede og smykkede det, men at der fortælles - ganske som sagnet går om forskellige middelalderlige borge i Europa -, at den ledende bygmester, efter andres udsagn alle fire mestre, blev dræbt efter arbejdets fuldførelsen. - På fig. 3 ses høvdinghuset på nært hold, hævet på en terrasse, foran hvilken man ser et hjørne af den øvre plads med den hædersstene og æressæder. Husets front er som nævnt 9 m lang, mens langsiderne er 21 m. Rummet mellem de bærende søjler brugtes almindeligvis, indtil hollænderne af sanitære grunde forbød det, til sti for svin og høns. beboelsesrummenes gulv er her hævet c. 3 1/2 m over jorden; partiet mellem gulvet og det stærkt fremspringende tag er aftrappet og på 3 steder prydet med et fantastisk, hornet, firføddet dyr, der kaldes Lasara (se fig. 4), et navn, der er gået over på de selve de bygninger, der er udstyrede med disse figurer; i ældre tid har der hængt menneskehoveder ned fra dem. Foran huset ses stående den ene af de sidste ejere.

Adgangen er ad en trappe inde i rummet mellem søjlerne, og det lille rum ovenfor trappen har dør ind til den store sal, der i bygningens fulde bredde indtager dens forreste del i en længde af 13 m. Den er hovedsageligt beregnet til fester og officielle modtagelser, medens de private opholdsrum og
soveværelserne optager husets bagerste del. I en udbygning er bl.a. plads for slaverne; her findes tillige en reserveudgang, hvad der i ældre tid, hvor man var udsat for overfald, kunne formålstjenlig.

Fig. 5 giver et blik af salen, som man har det, når man kommer ind fra trapperummet. I baggrunden ses indersiden af det fremspring, der udefra ses på fig. 3. Et tremmeværk giver salen lys. den bjælke, der afslutter det opadtil,er ved midten prydet med de to aber i relief, der ses på fig.1; deres åbne hænder mødes og giver plads for den stang, der tjener til at holde den store tagluge åben. som det ses, har salen - som for øvrigt også de øvrige værelser - intet loft; røgen kan frit fordele sig oppe i det høje tagværks mægtige rum.

En større del af salens vinduesende optages af 3 afsatser, hvoraf de øvre ses på billedet: de besættes ved fester efter rang; den nederste er så bred, at den tillige kan afgive soveplads for gæster. den søjle, der ses på billidet, er som vinduesbjælken prydet med aber og bærer en bjælke, der går gennem hele salens bredde og er smykket med to mægtige krokodiller, der er ved at fortære et menneske. Krokodillen er hellig på Nias og dræbes, hedder det, kun når den har brudt den kontrakt, der forpligter den til at skåne mennesker.

På hver af langvæggene er der på to steder i vægbeklædningen indsat mandshøje ornamenterede træplader. En af dem ses til venstre i fig. 5, overdelen af en anden er gengivet som fig. 6. Den er et mesterstykke af træskærerkunst, skåret, som den er, ud af en svær planke, hvis tykkelse er betinget af det stærke fremspring af de midterste grene; alt er skåret ud af et stykke. Der er en stærk og smuk kontrast mellem fremspringets kraftige linier og det fine basrelief med rankeornamenter, som mellem den ophøjede ro i kvindefigurerne og livet i dyrescenerne; morsom er aben, der kendetegner sin unge.

Ovenover den planke, der oventil begrænser de ornamenterede vægplader var tre steder på hver langvæg anbragt et fremspringende menneskehoved; de er udstyrede med en jernring, i hvilken der hængtes en lampe.

På den væg, man har til højre, når man kommer ind, havde anebillederne deres plads og her fandtes bl.a. også det i fig. 7 afbillede lille alter; figurerne er dog andre end dem, der oprindelige havde plads der; sine nærmeste forfædres billeder ville man forståeligt nok ikke skille sig ved; kraftudfoldelsen er godt truffet i den bærende figur. Man vil sikkert have bemærket den rigdom på knager, der findes både ved alteret og rundt på vægge og bjælker. Her er det væsentligst til offergaver, andetsteds i rummet har de tjent til ophængning af fig. 8 giver bagvæggen af den store sal med arnen og den åbne dør ud til trappen; over døren ses en luge ud fra kvindernes rum, der lå bagved i højere niveau, og hvorfra de da kunne have overblik over, hvad der forgik i salen. Til højre for arnen er der en dør ind til de bagerste rum; forskellige steder på væggen havde træskårne gudebilleder plads. Kvinden og drengen, der ses på billedet, er i færd at stampe risen til dagens forbrug.

Idet vi forlader høvdinghuset og går gennem byen ad samme vej, ad hvilken vi er kommet, kunne der måske være grund til at standse et øjeblik på den nye plads midt i byen og se lidt nærmere på den tronstol, vi tidligere har passeret. Den hører ganske vist ikke til de stykker, der er nået til København; men en betragtning af den vil kunne supplere vor kendskab til niassisk kunst med en prøve på dens stenskulptur.

Stolen (fig. 9) er skåret ud af et stykke kalksten og prydet på alle sider med ornamenter og figurer i relief. Rygstødet bærer bl.a. en halsring, ganske som den, der hviler på drengens hals, og armlænet er kæmpemæssige arme; høvdingen vil have indtrykket af at sidde i ly af mægtige forfædres skygge. Drengen, der på billedet står på stolen, er høvdingen Hedaus ældste søn; han er i dragt og udstyr en typisk lille niasmand og tager sit hverv på tronen med alvor; desværre for ham vil han som voksen næppe komme til at få sæde på tronstolen, da hans moder ikke er af tilstrækkelig høj rang.

Pladsen har ikke tilladt i denne artikel at gå i enkeltheder eller at afbilde mere end få hovedstykker, men den har forhåbentligt dog kunne give et indtryk af, at museet fra høvdinghuset i Mondregeraja har fået en enestående erhvervelse. Ved et besøg i samlingen vil man kunne se adskilligt mere, end hvad her er gengivet; men en sammenstilling af de enkelte stykker til større helheder tillader de nuværende pladsforhold ikke; det må vente, til museets nye hus om forhåbentlig ikke mange år står færdigt.