BREV FRA AGNER MØLLER TIL ETNOGRAFISK SAMLING 20.02.1927
 

Kære Hr. Insp. Thomsen,

Først må jeg meddele, at huset i Mondregeraja er købt og det allermeste af værdi er allerede her i Telok Dalem. Men det bliver jo alt i alt en meget dyr historie, som De vil se af vedlagte regnskab, der endda er temmelig langtfra at være afsluttet.

Den 23 dec. 1926 forlod jeg Goenolung Sitoli og tog vejen Lahagu, Tugala Ojo, Lawelu, Soliga, Holi, Ulu Td. Gawo, Ulo Td. Mola, Sifalago Gomo, Sifalago Susua, Mazingo, Omalalu (ulæseligt). Jeg ved endnu ikke, om de besidder Schröders bog og det dertilhørende kort over Nias. Men kortet er ikke godt og meget forældet. Jeg havde tænkt mig at være i T.D. ved nytårstid, men forsk. omstændigheder (helligdagene, høstarbejdet, det at jeg ikke mere var i gouv. tjeneste) gjorde, at jeg dels ingen kulier kunne få, dels at jeg måtte betale meget højere løn end tidligere. Mange steder blev jeg derfor forsinket 1 og 3, endog 3 dage. Imidlertid nåede jeg det meste af, hvad jeg ville. først og fremmest fik jeg de tre udskårne kister fra Sifalago Susua, hvilke i et par år har stået øverst på programmet. Wirtz havde nyligt været der og budt 30 gylden forgæves, en af hans ledsagere, en 14årig mand er nu hos mig, og jeg tager ham med til Europa (det er ham der tidl. har samlet hovedparten af ålene til prof. Johs. Schmidt). Tidligere havde jeg også budt 30 gylden. Nu ræsonnerede jeg som så, at det slet ikke var noget pengespørgsmål med den slags ting, men mere et religiøst eller pietetsspørgsmål; har en mand givet eksemplet og solgt sin kiste, da vil andre kister blive mig tilbudt for relativ lav pris. Det viste sig rigtigt. Efter at jeg i 3 dage havde forholdt mig ganske passiv, hvad der ikke er helt let, da det er umuligt at indrette sig nogenlunde behageligt; end ikke en siddeplads, hvor man ikke bliver træt af at sidde inden en times forløb, kan findes; lykkedes det at købe høvdingens kiste for 45 gylden, og i løbet af den følgende time blev mig to andre kister tilbudt á 15 gylden
Den slags kister findes vistnok kun i Susuadalen, endnu er der måske i alt en lille halv snes. Naturligvis er ikke to ens, men motiverne er de samme. Høvdingen i Sifalago Susua vurderede kisternes alder til 20 år, jeg vil dog antage måske 40 år. Ældre eksemplarer har vel nok eksisteret, men er for længst rådnede op, brændt el. på anden måde forsvundet forsvundet.

Stenfigurene, høvdingen benævnede de 3-halsede osa´osa boecho og de 1-halsede osaósa eaeho, fandtes også der i Sifalags Susua i en stor mængde for få år sidn, de fleste er nu forsvundet. Høvdingen påstod at have kendt nogle af de mænd, der lavede disse osaósaer, og vurderede alderen til kun 15 år. Der har vel også eksisteret lignende figurer tidligere, men massefremstillingen var dog vist en hurtig forbigående "model", som ikke ligger særligt langt tilbage i tiden. Sten osa´osa´ernes bestemmelse har vist været den som træ osa´osa´erne /det fik jeg i hvert fald ud af min sidste samtale med høvdingen i Saifalgo). Altså noget i retning af følgende: En mand, der har fået sammensparet tilstrækkeligt guld, giver en fest for byen, med slagtning af det for den slags fester fastsatte antal svin o.s.v., med deet formål at ophøje sig selv. Her på jorden består ophøjelsen i en ny værdighed og et nyt (selvvalgt), velklingende navn. Efter døden består ophøjelsen i adgang til Tete Holi anaá, d.e. de saliges boliger.
Dette er kun en ganske overfladisk beskrivelse af, hvad det drejer sig om. Mere detaljeret forståelse vil kun kunne opnås, når man slår sig ned for mindst en måned på et sted, hvor traditionen lever endnu.
Ophøjelsen symboliseres under festen ved at manden bestiger osa´osa´en og der fremsiger det nødvendige (jeg ved ikke indholdet af talen) medens en halv snes medborgere (i hvert fald for træ osa´osa´ernes vedkommende) bærer ham rundt i byen.

En dag benyttede jeg til at bestige det højeste bjerg Lolo Matoea, hvorfra man ville kunne overse det meste af Nias, hvis man først fældede en snes store træer og ryddede budskads, men det hører fremtiden til; foreløbig kan man ikke få væsentligt andet ud af turen end bevidstheden om at have været der; men det er jo for en vis slags mennesker, med hvem jeg har det fælles, heller ikke så lidt.
Under hele rejsen gennem Nias kunne jeg ikke blive enig med mig selv om, hvorvidt jeg skulle skynde mig til Hili Mondregeraja, eller jeg skulle holde mig på afstand indtil jeg havde udklækket en bestemt plan at gribe sagen an på. Imidlertid tillod omstændighederne som sagt ikke at skynde sig, og alligevel lykkedes det mig ikke at udklække nogen plan. Kun så meget blev jeg klar over, da jeg nærmede mig rejsens mål, at jeg ville slå mig ned i Hilli Namozaoea. Derpå til H. Mondregeraja der er kun er 2-3 km., som jeg altså let kunne tilbagelægge flere gange dagligt og i høvdingens hus i Namozaoea kunne jeg bo nogenlunde behageligt. Det er et ret nyt moderniseret Niasserhus (kun et minimum af dekorationer) med høj cementsokkel og cementgulv i stedet søjler. Hele byen betydelig renere end Mondregeraja.
Der ankom jeg 13 jan.

I Mondregeraja viste det sig, at den midterste af de tre Lasaraer allerede var faldet ned og det hele ganske betydelig mere råddent en for et år siden. Jeg forsøgte at forklare dem, at nu havde de allerede smidt 100 gylden væk, så nu ville jeg kun give 400 gylden for resten, og om få måneder ville der overhovedet intet af værdi være tilovers. Der var de to døvstumme brødre og så den nuværende høvding at forhandle med. Men de var aldrig at træffe alle tre. Gang på gang aftalte jeg en forhandling næste dag, men når jeg kom var stadig en el. to el. tre gået på vildsvine jagt, og hvis de ikke var gået, skyndte de sig at komme af sted af en sidevej, hvor jeg ikke så dem. Endeligt fandt jeg ud af sagens sammenhæng, nemlig at for de to brødre var det intet pengespørgsmål, men de skammede sig for at afstå deres hus og skammede sig ved at forhandle derom, de vilde i virkeligheden hellere, at det rådnede op, og at den nuværende høvding i virkeligheden slet intet havde at skulle have sagt, da han tidligere tilhørte en anden by, som efter husets bygning er flyttet sammen med Mondregeraja; for ham var det kun et pengespørgsmål; til sidst sagde han mig ganske ugenert, at jeg først skulle give 100 gylden uden at de andre vidste det, så kunne vi tale om sagerne, da jeg imidlertid samtidig havde opdaget, at han intet havde at gøre med sagen, fik han ingen penge, og jeg ophørte at tale med ham.
Af de to døvstumme var den ældste den, der egentlig skulle afgøre sagen, og han var også den der skammede sig mest, og det var ikke muligt at få ham ud af sit hus til forhandling. Omsider fik jeg dog besked fra ham, at jeg kunne få huset for 400 gylden, når jeg jeg lod det blive, som jeg ikke havde brug for, og når han selv kunne slippe for at vise sig. Pengene kunne jeg betale en gammel mand Waahili. Det gjorde jeg så den 18 jan. Ved lyset af en af de små lamper, som de allerede kender. At finde arbejdere var heller ikke nemt. Omsider tilbød kineserfotografen, som jeg allerede var i gang med at lave flere fotografier af huset, mig også at hjælpe med nedbrydningen. Og han har har gjort det udmærket. Den 26 jan. begyndte vi arbejdet. Høvdingen stod nede på stenpladsen foran sit nye hus, fægtede med armene og råbte, at han endnu ikke havde solgt huset. Men der var ingen der svarede ham, og til sidst luskede han af.

Altså nu er så at sige alt i hus her. Men indpakket er foreløbig kun Susuasagerne i fem store kasser. Det kan ikke lade sig gøre at blive færdig til den aftalte skibslejlighed, som jeg derfor nu har afbestilt telegrafisk og samtidig bedt om plads på enten Joh. de Witt afg. Batavia 1 juni el Kow der Nderl. afg. Bat. 18 maj. de først følgende skibe efter Vondel er det i hvert fald for sent at få plads på, navnlig på grund af den besværlige korrespondance med selsk. i Batavia, og telegrafisk går det ikke nemmere, da telgr. først må med skib til Padang el. Siolga. Og hvor længe det endnu vil tage at få alt indpakket, er ikke til at beregne. Jeg håber, De går ind på at holde mig her så længe, skønt jeg bliver nødt til at bede Dem om en løn på 500 gylden om måneden.

24 Febr. 1927.

Endnu to kasser er nu indpakket og med skibet i morgen afgår i alt 7 kasser. Indholdsfortegnelse her vedlagt. Desuden en noget forbedret grundplan fra høvdingehuset, hvorpå de nye fotograferingspladser og andre detaljer er angivet, den forrige mindre nøjagtige plan beder jeg Dem sætte en streg over. senere skal følge en grundplan over hele byen Mondregeraja med fotograferingspladserne uden for huset angivet.

Jeg ville have have bedt Dem sende mig 1000 gylden og min hustru 500. I forgårs modtog jeg Deres telegram om 1500 i banken i Padan. Ikke desto mindre beder jeg Dem dog sende de 500 til min hustru.
Det næste skib til Singapore afgår 25 marts og dermed kan jeg forhåbentlig sende et større antal kasser; måske hele resten. De fotograferede plader følger også.
Rimeligvis vil svar på dette også kunne nå mig her   

Med venlig Hilsen Ag. Møller

Vedlagt:
Indholdsfortegnelse kasser I-VII
Regnskab
Grundplan over huset i Mondr.