Tilbage

BREV FRA AGNER MØLLER TIL ETNOGRAFISK SAMLING 08.03.1926
 

 
 

Kære Hr. Inspektør Thomsen,

Mange tak for tryksagerne, som nu er ankommet. Jeg blev meget glad overrasket ved at finde bogen om Mads Lange. Den 12 marts bliver der afsendt en temmelig stor kasse til Ø.K. i Singapore. Forhåbentlig snart kan jeg få redigeret en indholdsfortegnelse, men jeg har nu meget travlt og vil indskrænke mig til at omtale huset i H. Mondegeraja den 28 febr. var jeg der, med fotograf hele dagen. resultatet af fotografens anstrengelser følger hermed. Der kunne jo nok have været taget flere fotografier, men jeg havde egentlig ikke ventet, at de blev så gode (fotografen er jo ikke videre vant til interiører), og de er temmelig dyre, 3 gylden pr. stk*, når jeg tager tre af hver plade; for to el. et endnu dyrere.

Hvad købet angår kom jeg denne gang så vidt, at der blev sat en pris; tidligere var der slet ikke tale om salg. Men prisen var rigtignok 1000 gylden, så jeg lod mig nøje med fotografierne denne gang, skønt jeg havde taget hele 1000 gylden med i lommen.

Der er egentlig alligevel ikke så meget, der er værd at købe, som jeg først havde indtryk af. Muligvis kunne en hel del af det overflødige træværk gøres i penge igen, men jeg er en dårlig handelsmand, og transport til Telok Dalem vil også koste ganske rigeligt.

Fra det øjeblik huset er købt mener jeg at måtte sætte en mand derud til at passe på det. En sådan mand har jeg her i T.D. til at skille huset ad og pakke ind, tror jeg, jeg må skaffe en kinesisk snedker fra Gjoeng Sitoli. Der er en 4-6 sådanne, men jeg kender dem ikke endnu. Den ene kin. snedker her i T.D. kan ikke bruges. Han kunne godt gøre det, men han er ganske samvittighedsløs.

Prisen på huset kan formodentlig ved en meget rigelig anvendelse gå ned til 400-500 gylden. Der vil komme en tid, da de holl. myndigheder giver ordre til at rive huset ned. Så vil ejerne slet intet få for det, men vi andre vil heller ikke kunne få noget, når niasserne selv river det ned bliver alt ødelagt.

Jeg tænker mig, at der er tid nok, hvis de ikke betænker Dem for længe, til at svare på dette og giver mig et indtryk af, dels hvad og hvor meget af huset De ønsker, dels hvor højt der må gås med prisen. Fotografierne kan antagelig give Dem en ganske god vejledning ved fornyede overvejelser desangående. Er det kun de dekorerede ting, de vil have, da synes 400-500 gylden + store omkostninger ved forsendelsen mig at være for meget. Det meste af det ikke dekorerede, solide træværk kan vel, hvis De ønsker noget deraf, forsendes uden nogen som helst indpakning? Jeg tænker fx. på den lange bænk foran "vinduerne", billede no: 5 g.-o, et par af søjlerne under huset, de lange krummede træstykker, hvis "hovede" rager frem lige under "lasara"erne, etc. ja så kan det ikke blive til mere denne gang.

Med venlig Hilsen Ag. Møller
*de små gylden.
 

 
  Tilbage